Laura Feline Ebbesen går en fremtid i møde, som en af de få kvindelige tækkere. Foto: Trine Marie Olsen og Sofie Guldager // DMJX
Direktør for Danske Erhvervsskoler: “Vi har et kønsstereotypt syn på vores uddannelser, som smadrer systemet.”
Eksperter peger på kønsstrukturerne i samfundet som en af synderne, når Danmark kommer til at mangle 17.000 håndværkere i fremtiden.
​
​
Af Sofie Guldager og Trine Marie Olsen
Tal fra Dansk Byggeri tyder på, at vi kommer til at mangle 17.000 håndværkere inden for bygge- og anlægsbranchen om 10 år. Underdirektør for regionalpolitik, arbejdsmarked og uddannelse i Dansk Byggeri, Louise Pihl, mener, at det primært er drenge, som er målgruppen for erhvervsuddannelserne. Hun mener, at uddannelserne skal begynde at rekruttere blandt pigerne, så man kan udnytte den arbejdskraft, der kommer fra den anden halvdel af befolkningen.
​
Kønsstereotyper spænder ben for rekrutteringen af nye elever
Ifølge Lars Kunov, direktør for Danske Erhvervsskoler- og Gymnasier, er samfundets tanker om erhvervsuddannelserne forældet.
“Vi skal redefinere vores fag. Smeden skal ud at sætte klimaløsninger op og lave solcellepaneler. Du kommer ud og er med til at gøre en forskel, og det skal vi give mere opmærksomhed,” siger Lars Kunov.
Derfor mener han, at erhvervsuddannelserne skal afspejle de værdier, der ofte tiltaler kvinder, hvis de skal tiltrække flere unge.
“Der ligger et potentiale i at få fjernet kønsstereotyperne. De stammer fra en tid, hvor det var hårdt fysisk arbejde, men nu hvor man har moderne teknologi, behøver man ikke tænke på den måde længere. Vi har et ansvar, men der er også et kulturelt ansvar,” siger Lars Kunov.
​
​
​
​
​
​
​
​
​
​
​
​
​
​
​
Mette Lykke Nielsen, som har en kandidat i psykologi og uddannelsesforskning, er enig i, at man går glip af potentiale, hvis man kun tiltrækker drengene. Ifølge hendes studier, er det et ideal at opnå ligestilling i håndværksfagene.
“Der var en forestilling om, at kvinder kunne bringe noget særligt feminint med ind på arbejdspladsen. Der var mere fokus på intimitet og følelser. Kvinderne var bedre til at bringe privatlivet ind. For eksempel ved at tale om familien,” siger Mette Lykke Nielsen.
Opdragelsen påvirker valg af uddannelse
Rasmus Præstmann Hansen, der er lektor i pædagogik, mener, at opdragelsen spiller en stor rolle, når det kommer til valg af uddannelse.
“Jeg tror, at det handler om, hvad man opdrager drenge og piger til. At forældre og skolen har forventninger og forestillinger om, hvad drenge og piger skal og kan,” siger Rasmus Præstmann Hansen.
​
Ifølge Michael Sekjær Johansson, direktør for Tech College i Aalborg, er der mange forestillinger om, at håndværksfaget er fysisk krævende.
​
“I gamle dage, var en maskinarbejder, én som stod ved en drejebænk, i dag er det en, der sidder foran en programmeringsenhed,” siger Michael Sekjær Johansson.
​
I januar 2019 oprettede Dansk Byggeri et kvinderåd, som har til formål at inspirere andre kvinder til at vælge en håndværkeruddannelse.
Kvinderådet har lavet projektet: ”En Ny Fortælling”, hvor de vil skabe en ny fortælling om branchen, så den er mere rummelig overfor både mænd og kvinder.
​
Louise Pihl fra Dansk Byggeri mener, at det er vigtigt at skabe rollemodeller, som pigerne kan spejle sig i.
“Vi gør meget ud af at vise byggebranchen til pigerne allerede i folkeskolen, så de kommer til at se det som en mulighed. Det, tror vi, betyder rigtig meget, og der er ingen tvivl om, at når der er kvindelige rollemodeller, man kan spejle sig i, så har det en kæmpe betydning,” siger Louise Pihl.
​
​
​
​
​
​
​
​
​
​
​
​
​
​
​
Det er svært at ændre på individuelle ønsker
Mette Lykke Nielsen, som har en kandidat i psykologi og uddannelsesforskning, mener, at det kan være en svær strategi at ændre på kvinderne.
“De tiltag, der har været for at få flere kvinder ind på håndværksfagene, var, at man prøvede at ændre kvinderne. ´De vælger forkert. Vi skal få dem til at vælge anderledes´. Det er meget vanskeligt at ændre på individuelle ønsker og drømme som, hvor man vil arbejde, og hvad man er god til,” siger Mette Lykke Nielsen.
Mette Lykke Nielsen mener, at hvis man vil have flere kvindelige håndværkere, skal man lave strukturelle ændringer.
“Man skal lave flere tværfaglige uddannelser, hvor man kobler traditionelle tunge fag med noget, man ved, kvinder typisk interesserer sig for fx design eller klima. Og forsøge at tilrettelægge arbejdspladser og uddannelser til det kvinder traditionelt er orienteret mod,” siger Mette Lykke Nielsen.
